María Pérez Gómez

Lufthavn, Legoland og familietid!

Lufthavn, Legoland og familietid blev afgørende, da familien Pérez fra Sevilla besluttede at flytte til Grindsted.

”Jeg har det bedste job i hele verden!”, fortæller María Pérez Gómez på 42 år, der arbejder som praktiserende læge hos Lægerne i Vestergade 27 i Grindsted. ”Jeg elsker at tale med mennesker i konsultationen og høre om deres liv. Folk er meget forskellige, men på trods af det ligner vi hinanden meget.”

María boede egentlig i Sevilla i Sydspanien, men for halvandet år siden tog hun og familien en beslutning om at flytte til Danmark.

For hun arbejdede ofte 80 timer om ugen, hun så aldrig sin familie og havde bare brug for luftforandring.

María fik jævnligt mails med jobforslag fra en europæisk jobdatabase, og en dag var der tre stillinger i Syddanmark. I Gørding, Skærbæk og Grindsted.

"Jeg har det bedste job i hele verden!"

María Pérez Gómez
Lufthavn og Legoland

”Når man skal flytte til et andet land, er der rigtigt mange ting at overveje. Blandt andet hvad man forventer at få ud af livet,” fortæller María.

Det krævede mange samtaler med hele familien over middagsbordet. For alle skal være ombord, når man overvejer at forlade alt, man kender. Og det var vigtigt for María og hendes mand Juan at lytte til deres døtre på nu 10 og 12 år og deres ønsker og betingelser.

Derfor blev Legoland én af årsagerne til, at familien besluttede sig for at bosætte sig i Billund kommune. María og Juan måtte da også love pigerne en hund, hvis de flyttede til Danmark.

Desuden blev lufthavnen en helt afgørende faktor. ”Når man savner familien, kan man altid tage en flyver. Det tager kun tre timer fra Billund, så det er hurtigere, end hvis vi havde boet i Madrid,” forklarer María og griner.

"Når man savner familien, kan man altid tage en flyver. Det tager kun tre timer fra Billund, så det er hurtigere, end hvis vi havde boet i Madrid"

María Pérez Gómez
Gåture på dansk og jysk

I fritiden går María og Juan, som i øvrigt arbejdede som indretningsarkitekt i Sevilla, mange og lange ture rundt i Grindsted og nyder udsigten over den fri natur fra deres have. Her nyder de hinandens selskab, får talt om deres hverdag og øver sig i at tale dansk. ”Det er svært for Juan at lære, men han prøver og prøver,” fortæller María. Selv synes hun, det er en kæmpe udfordring, at folk jo ikke bare taler dansk, men jysk!

Fremtidsdrømme i Grindsted

Men familien har det godt i Grindsted med et begyndende, men godt netværk, og ser også deres fremtid der.

”Vi har gode naboer og har det godt med de forældre, som har børn, der går til fritidsaktiviteter sammen med pigerne,” fortæller María. ”Min mand drømmer om at se sin familie trives og vil gerne selv lave noget spændende, der kan give ham udfordringer i hverdagen.”

Selv drømmer María om på et tidspunkt at få sin egen praksis.

Cases

Ledige jobs

Billund kommune rummer en række spændende virksomheder, der tilbyder job til den kreative, til håndværkeren, til den administrative, den nyuddannede og til alle, der drømmer om et godt job. Vi har også ét til din kæreste, mand eller kone.

Se jobs her:

jobindex.dk  jobnet.dk  ofir.dk BillundOnline.dk

Velkommen til Billund

Vi er Børnenes Hovedstad, vi forbinder verden med lufthavn og legoklodser - og sammen skaber vi rammerne for dig, der drømmer om et godt og trygt familieliv.

Se brochure